Jeg kan hjælpe med

  • Tidsforbrug og arbejdsbelastning
  • Det faglige indhold i uddannelsen
  • Undervisningsformer og eksamen
Kontakt mig

Mit studievalg

Efter gymnasiet vidste jeg, at jeg gerne ville studere en retning inden for business på CBS. Jeg var dog i tvivl om hvilken af CBS’ bachelorprogrammer, jeg skulle vælge, da flere af dem lød interessante. Derfor tog jeg til åbent hus-arrangementerne på CBS, hvor jeg fik et bedre overblik over de uddannelser, som jeg overvejede. Jeg brugte også meget tid på at læse kursuskatalogerne for de enkelte programmer, hvilket hjalp mig med at indsnævre mit felt til: HA(kom.) og BSc in International Business.

Jeg valgte at sætte HA(kom.) som min første prioritet, da jeg var bekymret for, om jeg ville trives på IB, der var rygtet for at være præget af konkurrence og meget høje ambitioner. Efter at have læst to semestre på HA(kom.) og døjet med vedvarende studietvivl, indså jeg, at uddannelsen ikke var den rigtige for mig. I den forbindelse blev jeg afklaret med to krav til mit næste studievalg:

1) Uddannelsen skulle være bred med mulighed for senere at specialisere sig

2) Uddannelsen skulle være på engelsk og have en international vinkel

Ud fra disse kriterier, syntes IB at være det oplagte valg. På trods af mine bekymringer omkring studiemiljøet, søgte jeg ind på IB, hvilket har vist sig at være en langt bedre oplevelse, end jeg havde forventet.

Mit studie

En af de ting jeg bedst kan lide ved IB, er den brede fagsammensætning. Der er en god balance mellem kvalitative og kvantitative fag, så man får løbende afprøvet flere områder af business. Personligt synes jeg, at makroøkonomi, global marketing og international økonomi var de mest spændende fag på første år, da de giver en god grundforståelse international handel.

Kvartalsstrukturen er noget, som de fleste IB studerende lige skal vænne sig til. Jeg har prøvet at studere efter både semesterstruktur og kvartalsstruktur, men jeg foretrækker klart sidstnævnte, da denne struktur giver mulighed for at fokusere på kun to fag og to eksaminer ad gangen. Det kan dog være udfordrende at skulle til eksamen fire gange om året, og derfor er det vigtigt at planlægge sin tid ordentligt.

Selvom faglig succes er vigtigt for mange IB studerende, er det ikke på bekostning af det sociale liv på uddannelsen. Der er flere sociale initiativer på IB fx fester, middage og fodboldturneringer, hvor du kan have det sjovt med dine medstuderende.

Mine råd

1
Studietvivl: Hvis du er i tvivl om, hvad du vil studere, vil jeg anbefale, at du tager til åbent hus-arrangementerne, snakker med nuværende studerende og læser om de enkelte uddannelsers indhold (især kursusbeskrivelserne).

2
Kvartalsstrukturen: Sørg for at følge med i dine fag fra begyndelsen og tilpas din studieteknik efter fagenes eksamensform. Eksperimenter med forskellige måder at studere på, indtil du finder en metode, som fungerer godt for dig.

3
Studiemiljø: Dine medstuderende er en værdifuld ressource! Nogle fag er sværere end andre, men hvis I hjælper hinanden, bliver det langt nemmere at overkomme udfordringer.