I can help with

  • Studiemiljøet på CBS
  • Tidsforbrug og arbejdsbelastning
  • Det faglige indhold i uddannelsen
  • Undervisningsformer og eksamen
Contact me

My choice

Jeg mener oprigtigt, at det er okay at være forvirret omkring sit studievalg, men at det er vigtigt at huske sig selv på at udnytte de muligheder, man har for at skabe klarhed og indsigt heromkring.

Jeg mener selv, at en god studieoplevelse skabes i en kombination af faglige og sociale forhold. Derfor var det vigtigt for mig at have begge for øje, da jeg skulle vælge mit studie og studiested. For at se forskellene og lighederne imellem de forskellige uddannelser samt deres individuelle indhold i fag benyttede jeg mig af mange af de værktøjer, som CBS stiller til rådighed på deres hjemmeside. CBS sætter en ære i at aktualisere deres værktøjer og formår faktisk at hjælpe en stor del ved at udtrykke og visualisere forskellene imellem deres uddannelser samt at beskrive indholdene i hver af disse. Værktøjerne hjalp mig meget i mit studievalg.

Foruden at åbent hus og lignende arrangementer giver dig mulighed for at få et større indblik i det faglige, giver det dig samtidigt muligheden for at mærke stemningen på universitetet. Der er intet, der afspejler virkeligheden bedre end virkeligheden selv, så det er derfor vigtigt at troppe op og for så vidt det er muligt at mærke det på egen krop. Jeg var både til åbent hus og andre lignende arrangementer, og samlet set gav de mig alle mulighed for at falde i snak med nuværende studerende, der kunne berette om deres hverdag og studiegang.

Om CBS verserer der mange fordomme, og oftest er det nemmere at lytte til dem end at gøre sit eget forarbejde, men jeg vil anbefale, at man gør sig sine egne erfaringer.

My programme

Hverken hjerteløs ledelseskonsulent eller afstumpet økonom er, hvad jeg oplever, at hensigten eller udviklingen er på mit studie. På mange andre studier vil man blive introduceret for analytiske redskaber, teorier og modeller med en hensigt om at kunne recitere og praktisere dem i virksomhed som virkelighed. På HA FIL går vi skridtet videre.

Jeg lærer at stille spørgsmålstegn ved teorien og at se alt dets fejl og mangler, deres blinde vinkler, og hvordan forskellige tanker og forståelser kan supplere hinanden eller træde i stedet. Jeg får lov at stille spørgsmålstegn ved de store emner, at udvide min viden om tankerne bag og praktisere, hvad jeg erfarer i netop virksomhed som virkelighed.

På HA FIL oplever jeg, at man udvikler sine egne refleksive og analytiske evner, så man ikke blot får stærke redskaber til værktøjskassen, men at man selv bliver sit stærkeste redskab deri.

Pensum kan til tider virke omstændeligt, men du aktiveres i det – det indbyder til selvrefleksion, og der forventes af os, at vi bringer omverdenen og os selv i spil i såvel forelæsninger som eksamener. Det gør læsningen spændende.

Pensum bliver ikke en træls opgave, som man skal overstå for læringens skyld. Det kommer helt ind under huden på mig, der hvor jeg provokeres, men også fascineres, fordi det udvikler mig.

På HA FIL lærer jeg at forstå tankerne bag menneske, samfund og økonomi med hensigten at kunne reflektere over det og omsætte det til udvikling i en kompleks verden.

My advice

1
Gør dit forarbejde. For mig betød det nærmest at udelukke hver uddannelse offentliggjort på UG.dk, indtil få uddannelser var tilbage til dybdegående at læse sig ind i dem og tage beslutningen. Gør dit forarbejde, og lyt så til din mavefornemmelse – Hvis de to ikke er enige, så starter du forfra, indtil de er.

2
Overvej hvorvidt du er klar til at læse på universitetet. Det er ikke for alle. Det er heller ikke bedre end andet, men det er ikke for alle. Mærk om det er for dig og ligeså vigtigt, om du er klar til det.

3
Frustrationen over at ville flere uddannelser er naturlig. Lad være med at tænke, at du kan reducere dig selv og dine interesser til kun én uddannelse. Herudover er det vigtigt at huske, at du ikke nødvendigvis skal ville alle fag på hvert semester - så heldig bliver du aldrig. Hvad angår fag, så må du tage det sure med det søde. Bare sørg for, at der er mere sødt end surt.