Jeg kan hjælpe med

  • Studiemiljøet på CBS
  • Tidsforbrug og arbejdsbelastning
  • Det faglige indhold i uddannelsen
  • Undervisningsformer og eksamen
Kontakt mig

Mit studievalg

Jeg fik muligheden for at deltage i studiepraktik på CBS. De to dage ændrede mit syn på CBS fuldstændig. Jeg var også til åbent hus og snakkede med bekendte som allerede gik på CBS. Da jeg opdagede BLC var jeg solgt. Kombinationen af business, sprog og kultur var lige mig – specielt den internationale del som BLC tilbyder.

Da det kom til de akademiske var jeg lidt bekymret over at alting nu skulle være på henholdsvis engelsk og spansk. Niveauet var noget jeg synes var ret skræmmende alligevel var jeg klar til at tage udfordringen op.

Mit studie

Jeg føler mig utrolig heldig over at være studerende på BLC. Selvom vi kommer fra forskellige lande, kulture, og sociale baggrunde, så er BLC studerende utrolig gode til at bringe alle sammen. Hos BLC siger vi altid: Vi dømmer ikke, vi hjælper hinanden og er søde ved alle, og det synes jeg er rigtigt.

Det akademiske   

Jeg synes det mest udfordrende fag er spansk. Det var specielt svært for mig, da jeg kun havde haft det i gymnasiet. Jeg fik af vide, at jeg sagtens kunne følge med og at det kun tog 3-4 uger før det blev nemmere, men jeg har stadigvæk svært ved det. Jeg var meget overvældet over niveauet og arbejdsbyrden. Det tager mig lang tid at forberede til forelæsninger samt forstå hvad der bliver fortalt til forelæsningerne. Selvom det er udfordrende, så synes jeg stadig det er interessant.

Vi har også fag som Globaliserings studier og Britiske og Amerikanske studier. Det er nogle virkelig spændende fag, som er yderst relevante og der er nogle virkelig kompetente forelæsere, hvilket er meget motiverende.

Det sociale

Det sociale liv på BLC og CBS generelt er meget sjovt! Jeg har nydt at være på Nexus med mine medstuderende og andre studerende, det har været en god mulighed for at udvide mit sociale netværk. BLC har også sit eget festudvalg, Grotesque, som planlægger events og fester. Vi havde et yderst succesfuldt 90’er fest, som jeg elskede! En anden vigtig ting er CBS’ mange studenterorganisationer. Det er en god mulighed at møde andre studerende fra andre bachelor programmer. Jeg er selv med i CBS Running.

Udveksling

Det mest spændende ved mit studie er at man kan komme på udveksling til de lande, hvor dit andet fremmed sprog tales. Jeg tror virkelig på, at man kan forberede sit sprog ved et udenlandsophold og selve ideen om at bo i et andet land i et semester virker spændende og skræmmende på en og samme tid. Jeg kan slet ikke vente til det bliver min tur til at komme på udveksling.

Mine råd

1
Følg din mavefornemmelse. Inderst inde ved du godt, hvad der er den helt rigtige beslutning for dig.

2
Hvis det er muligt, så deltag i studie praktik. Her får du et indblik i hvordan CBS og BLC er, hvilket kan være til hjælp når du skal vælge din uddannelse.

3
Hvis det er muligt, så deltag I intro dagene, da de er meget vigtige og kan bidrage til at du får en god start på BLC og CBS.

4
Hav en interesse for dit andet fremmed sprog, da det er en stor del af BLC, specielt fordi det er det eneste fag du skal have igennem hele din bacheloruddannelse.