I can help with

  • Studiemiljøet på CBS
  • Tidsforbrug og arbejdsbelastning
  • Det faglige indhold i uddannelsen
  • Undervisningsformer og eksamen
Contact me

My choice

Jeg gjorde mig rigtig mange forskellige overvejelser i mit studievalg, blandt andet spillede undervisningssproget og de individuelle fags faggrupper en stor rolle, ift. hvilket studie jeg skulle vælge, mens skolens faciliteter og sociale arrangementer og ry spillede en stor rolle, ift. mere specifikt, hvilken skole jeg skulle vælge. Personligt havde jeg rigtig svært ved at vælge, hvilket studie jeg skulle starte på, men det handler om at gøre sig nogle forskellige overvejelser ift. hvad man gerne vil og så turde at springe ud i det.

Jeg har haft 2 sabbatår, hvori jeg har været skiinstruktør i Japan og Canada. Det betyder. at jeg har rejst rigtig meget, og herigennem fandt jeg ud af, at mødet mellem forskellige kulturer interesserede mig meget, og derfor valgte jeg et studie, hvor dette inddrages. Derudover ville jeg rigtig gerne undervises på engelsk i nogle fag, fordi jeg gennem mine rejser oplevede på første hånd, vigtigheden i at kunne et universelt sprog.

Det sociale spiller selvfølgelig også en stor rolle, og derfor spurgte jeg rundt blandt venner og bekendte, om hvordan det er at studere på CBS. Jeg synes personligt, det er vigtigt at lytte til andre folks oplevelser og overvejelser specielt ifbm. valg af skole, men at man også samtidig husker på, at det kun er deres opfattelse, og at der derfor godt kan være andre, der synes noget andet. Nogle bygger måske fordomme op, mens andre bryder dem ned.

My programme

Jeg har kun gået på denne uddannelse siden september 2019, men indtil videre er jeg rigtig glad for det. Det betyder dog ikke, at jeg ikke har mine udfordringer.

Jeg har haft 2 sabbatår, og det har været helt fantastisk, men jeg kan samtidig mærke, at min koncentrationsevne og selvdisciplin er blevet dårligere siden gymnasiet, og sådan tror jeg, der er mange på mit studie, der har det. Men jeg oplever, at vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden, og det er rigtig vigtigt, for der er virkelig meget, man skal læse, men det bliver heldigvis lidt nemmere for hver uge, der går.

Over halvdelen af vores fag på 1.semester foregår på engelsk, hvilket er super fedt, fordi kombinationen af undervisning på dansk og på engelsk giver os en klar fordel, når vi skal ud på arbejdsmarkedet. Det viser nemlig, at vi er i stand til at formulere os korrekt på to forskellige sprog.

Jeg er rigtig glad for kombinationen af business og kultur og kommunikation på vores studie, fordi det bygger en fin bro mellem noget teoretisk og noget praktisk, som åbner op for mange muligheder i fremtiden. Desuden har vi nogle virkelig gode lærere, der gør det spændende at studere.

Det er samtidig vigtigt at være opmærksom på, at HA MAK er en ny uddannelse, der først er startet her i sommeren 2019, og det betyder blandt andet, at alt ikke er 100% fastlagt endnu. Vi har f.eks. 3 fag på første semester, som er på engelsk, selvom den oprindelige plan var, at vi kun skulle have 1 fag på engelsk. Personligt synes jeg kun, det er fedt, fordi årsagen bag er, at CBS og vores programme director har ville give os de bedste undervisere, de kunne finde. Det betyder, at flere af vores underviserer er internationalt anerkendte indenfor deres felt, hvilket gør os mega privilegerede.

My advice

1
Mit aller bedste råd er at bruge de forskellige platforme, CBS tilbyder i forbindelse med studievalg som f.eks. at tage til åbent hus på CBS, brug studieliv.cbs.dk, og evt. ring til en studievejleder – det kan virkelig gøre en forskel, hvis du er i tvivl om, hvilket studie du skal vælge.

2
Overvej om du gerne vil læse en mere generel uddannelse, der åbner op for mange forskellige muligheder, eller om du er mere interesseret i at specialisere dig inden for et bestemt område.

3
Når du er kommet ind på CBS så sørg for at rydde din kalender under hele introforløbet og evt. bare hele den første måneds tid, så du kan give dig fuldt ud til studiet. Dette vil gøre det meget lettere for dig at lære dine nye medstuderende at kende, og det kan også være ret stressende at starte på en uddannelse, så det er en stor fordel ikke at skulle tænke på f.eks. arbejde, samtidig med at du prøver at lære folk at kende og vænne dig til læsemængden.