Jeg kan hjælpe med

  • Være aktiv i studenterorganisationer
  • Studiemiljøet på CBS
  • Tidsforbrug og arbejdsbelastning
  • Det faglige indhold i uddannelsen
  • Undervisningsformer og eksamen
Kontakt mig

Mit studievalg

Da jeg havde færdiggjort min HHX var jeg ikke sikker på hvad jeg ville. Dog var jeg helt sikker på tre ting:

1) Jeg ville studere på engelsk

2) Jeg ville have at mit kommende studie skulle have et stærkt internationalt perspektiv

3) Jeg ville studere med ligesindede, ambitiøse personer fra alle dele af verden

Derfor satte jeg International Business som min førsteprioritet.

Da jeg selv er en meget stille person som er født og opvokset i en lille landsby, var jeg i tvivl om hvorvidt det sociale aspekt på IB ville falde mig naturligt. Jeg forventede klart, at størstedelen af de studerende ville være fra københavnsområdet, og derfor have oplevet en helt anden baggrund end mig selv. Det gik dog hurtigt op for mig, at det ikke er anderledes at begå sig på universitet end alle andre steder

Mit studie

IB kører quarterstruktur. Det betyder at undervisningen er meget intens, og på ingen måde kan sammenlignes med undervisning på et gymnasie. For nogen tager det noget tid at omstille sig til denne undervisningsform, men det er vigtigt at huske, at det er de samme forhold, som gør sig gældende for alle.

Forelæserne på IB har været fra alle dele af verden, hvilket virkelig understreger det internationale aspekt i programmet. Hver især bringer de egne professionelle erfaringer og perspektiver, og sætter et individuelt præg på undervisningen.

Selvom der ikke er mange forelæsninger i programmet sammenlignet med andre, er pensum på ingen måde kortere. Der kræves en vis selvdisciplin af den studerende, for at læse og forberede sig til de forskelige kurser.

Mine råd

1
Deltag aktivt i introprogrammet. Formålet med introugerne er at hjælpe med at skabe et socialt grundlag indenfor IB programmet, og at lære de mennesker at kende, som man skal bruge det meste af de kommende tre år med. (Desuden er det bare utroligt sjovt)

2
Lær at studere effektivt (study smart, not hard). Der er mange forskellige måder at studere på, men hvad der virker for en anden, virker ikke nødvendigvis for dig selv. Desuden kan én måde at studere på være god til et kvalitativt fag, men ikke have samme effekt i et kvantitativt fag.

3
Strukturer din hverdag. Der er meget fritid på IB. Sørg for at få så meget som muligt ud af den, såvel fagligt som socialt.

4
Brug dine medstuderende. I er alle I samme båd. I kan med garanti besvare en masse spørgsmål for hinanden, og hvis ikke dem fra din egen årgang kan, så kan dem på årgangen over sikkert.