Jeg kan hjælpe med

  • Studiemiljøet på CBS
  • Tidsforbrug og arbejdsbelastning
  • Det faglige indhold i uddannelsen
  • Undervisningsformer og eksamen
Kontakt mig

Mit studievalg

Jeg valgte at læse på CBS, fordi jeg synes de tilbød en masse spændende uddannelser med en masse fag, som jeg interesserer mig for. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at jeg ville læse på CBS, spørgsmålet var bare hvilken uddannelse, jeg skulle vælge.

Jeg valgte bl.a. at læse på HA EB, fordi halvdelen af fagene er på engelsk. Jeg foretrækker undervisning på engelsk frem for dansk, så for mig var det et must, at flere af fagene foregår på engelsk.

Når man skal vælge sin uddannelse, vil jeg anbefale, at man tager til besøgsdag på CBS, hvor studerende fra de forskellige uddannelser står klar til at besvare spørgsmål om uddannelsen. Når man snakker med studerende, der allerede læser på uddannelsen, er mit indtryk, at man som regel får et bedre indblik i, hvordan uddannelsen fungerer i praksis samt hvad man skal være forberedt på. Det kan nemlig godt være svært at få samme indtryk af og indblik i uddannelsen, alene på baggrund af beskrivelsen om uddannelsen.

Det er altid svært at vurdere på forhånd, om man bliver glad for en uddannelse eller ej, men mit bedste råd er, at man sætter sig ind i de forskellige uddannelser så godt som muligt og følger sin mavefornemmelse.

Mit studie

Noget, der kan være udfordrende ved EB, er nok at gå fra elev i gymnasiet til studerende på universitetet. Man står pludselig og skal have fire helt nye fag, som hver især kræver forskellige måder at læse og tage noter på. Det er helt sikkert noget man lige skal vænne sig til, men det lærer man hurtigt. Så snart man er kommet ind i en god rytme og har fået styr på sine studieteknikker, forstår man bedre at disponere og prioritere sin tid.

Jeg kan huske, at jeg allerede i starten af første semester var nervøs over eksamensperioden. Man ved ikke, hvordan niveauet er ift. gymnasiet, og pensum er noget større. Det viste sig, at der ikke var noget særligt at være nervøs for, hvis bare man sørger for at følge med og have styr på sine ting, så kan det ikke gå helt galt.

Mine råd

1
Kom til introdagene. I løbet af introdagene lærer du både dine medstuderende og vejledere at kende, som er med til at danne rammerne for dit sociale liv på CBS. Det er især i introdagene, at man lærer folk at kende.

2
Brug tid på at finde den studieteknik, der fungerer bedst for dig, og tænk over hvordan du vil strukturere dit studieliv. Der findes hverken nogen rigtig eller forket måde at gøre det på.

3
Vær forberedt. Sørg for at have læst eller i det mindste kigget materialet igennem inden forelæsningerne. Det vil komme dig til gode i sidste ende.