Jeg kan hjælpe med

  • Studiemiljøet på CBS
  • Tidsforbrug og arbejdsbelastning
  • Det faglige indhold i uddannelsen
  • Undervisningsformer og eksamen
Kontakt mig

Mit studievalg

Selvom jeg havde valgt at gå på STX, så har jeg nok altid vidst, at jeg gerne ville på CBS. Derfor var mit store studievalg, hvilken én af CBS’s uddannelser jeg skulle vælge. Jeg havde i et langt stykke tid to andre uddannelser end HA pro. oppe og vende. Det var faktisk først efter lange overvejelser og snakke med mine forældre, at jeg pludselig fik øjnene op for HA pro.

Jeg valgte HA pro. overordnet set af to grunde. 1) fordi uddannelsen lød spændende og meget anvendelig senere hen og 2) for at give mig selv en personlig udfordring. Jeg havde gennem hele min skole gang haft det bedst med at arbejde alene, men vidste, at samarbejde sandsynligvis ville blive en stor del af mit fremtidige arbejdsliv. Derfor tænkte jeg, at uddannelse med projektarbejde i fokus ville være ideelt så jeg kunne øve mig i gruppearbejde.

Da jeg så havde sendt min ansøgning af sted, begyndte jeg at gøre mig nogle tanker i forhold til, det at rent faktisk skulle studere på CBS. Og der blev jeg pludselig meget usikker. Hvordan ville jeg passe ind? Jeg kommer fra et alment gymnasium i provinsen, og kendte ikke en sjæl på studiet. Det sociale blev noget jeg begyndte at overveje, og jeg må indrømme, med en smule nervøsitet i maven. Samtidig var der jo alle disse CBS-fordomme om arrogante business-mennesker i jakkesæt og høje sko. Var det overhovedet for mig eller ville jeg falde helt igennem?

Jeg kan vist tælle på én hånd hvor mange af disse CBS-stereotyper jeg har set i virkeligheden, for når det kommer til stykket, er folk på CBS meget almindelige og meget forskellige.  Og i forhold til det sociale, så finder man hurtigt nogle at være sammen med, selvom det måske tager tid at finde de rigtige.

Jeg er i hvert fald et år senere meget glad og tilfreds ved mit studievalg, og alt det ved siden af er også gået op i en højere enhed.

Mit studie

HA pro. er en kombinationsuddannelse,  der kombinerer nogle lidt blødere fag med de mere hardcore erhvervsøkonomisk. Dette synes jeg har været super fedt. Jeg vil rigtig gerne kunne erhvervsøkonomien, men samtidig er jeg ikke noget stort matematiktalent, og finder det ikke altid hverken lige interessant og let. Jeg synes dog ikke, man skal vælge uddannelsen fra af den grund. Der er et godt miljø, hvor vi hjælper hinanden, så alle med forskellige niveauer kan komme igennem. Dog er det også rart, at de lidt blødere fag er der til at skabe lidt variation.

Man skal være meget opmærksom på to ting, når man vælger HA pro., hvad det er og hvad det ikke er. Det ER en akademisk uddannelse, så uddannelsen er måske lidt mere teoretisk, end man måske lige forestiller sig. Det ER IKKE en lederuddannelse eller et PRINCE2-kursus. Man kan godt tænke, når man ser ordet projektledelse i titlen, at ”Wow, her kan jeg rigtig blive en leder”. Men uddannelsens fokus er, efter min mening, meget mere på projekter og det teoretiske i dem. Så man skal ikke gå ind med en forventning om alt for meget praktisk projektledererfaring, og være en fuldstøbt leder efter 3 år.

Studiemiljøet på HA pro. er efter min smag helt optimalt. Det er et meget ambitiøst miljø, men samtidig meget samarbejdende. Der er ikke på samme måde et konkurrenceræs, som man kunne forestille sig på CBS, fordi uddannelsen lidt gør en dyd af samarbejde. Så HA pro. er en meget socialt velfungerende uddannelse, der samtidig præsterer flot. Det er dog også min opfattelse at der er plads til  mange forskellige faglige niveauer. Det synes jeg har været virkelig godt.

Mine råd

1
Vælg en uddannelse du synes er spændende, men hvor fremtidsmulighederne også interesserer dig. Du skal læse i par år, men arbejde i mange flere.


2
Lad være med at bekymre dig for meget om det sociale, for alle er lige så nervøse som dig, og i skal nok finde ud af det sammen. Og det tager tid, at finde de helt rigtige.

3
Tag dig tid til at falde på plads på en måde, som passer dig– lad være med at lade der presse af, at der foregår så meget i starten.